Ikonika

Fra befriende bravado over rejser i rum til 8 bit-inficeret, technicolor lysshow – dubsteppens ansigt skifter konstant karakter, og nu træder endnu en afvigelse frem i skikkelse af Sara Abdel Hamid alias Ikonika.

Albummet har allerede før sin udgivelse fået scenen til at spidse ører, da det blev rygtet til at bygge bro mellem funky og wonky, hvilket uanset hensigten til dels lader sig spore. Førstnævntes rastløse rytmik sparker sig ind i sidstnævntes bølger af bleeps og krads chiptune-melodi på især singlen ‘Idiot’ og ‘Look (Final Boss Stage)’, der læner sig op ad Rustie og Zomby.

Det er effektivt, men mere spændende bliver det på de afdæmpede ‘Yoshimitsu’, ‘Fish’ og ‘Heston’, hvor nye hybrider vokser frem af krydsbestøvningen mellem dubstep og tidlig techno. De simple synth-flader, der refererer Derrick May, strækker sig sørgmodigt, mens de udfolder beherskede melodier i sammenspil med synkoperede kantslag i underspillet harmoni mellem før og nu.

I dette møde bliver et for genren relativt ukendt humør udforsket. I modsætning til flere af sine kollegaer, er Ikonika tilbageholdt i sit udtryk, næsten dvælende. Albummet sukker af nostalgi og den tvivl, man nødvendigvis føler under hastig fremdrift, og kommenterer som sådan på dusbteps eget omskiftelige væsen.

‘Contact, Want, Love, Have’ er ikke fuldendt – produktionen er simpel, og spilletiden for lang – men hvad det mangler, bliver så opvejet af en personlighed og vilje til udvide rammerne for, hvilke følelser dubstep kan formidle.