Noah and the Whale – stærkt amputeret
Det er ikke kun verdensøkonomien, der lider under den altoverskyggende vulkansky. Også den londonske indie-folkpop-kvintet Noah and the Whale måtte reduceres til kvartet til gårsdagens koncert på Lille Vega på grund af et strandet bandmedlem.
At det var et amputeret band, der måtte fremføre den ellers fine lille sangskat, var tydeligt. Den detaljerigdom i instrumentering og korarrangementer, som gør dem interessante på plade, manglede i den grad. Om det manglende medlem ene mand ville kunnet have rette op på det er dog tvivlsomt, for han ville næppe have kunnet genskabe både kvindekor, blæsere og xylofon.
De mere skrabede live-udgaver af sangene, der næsten alle startede akustisk med frontmanden Charlie Fink alene på sin guitar, bar præg af usikkerhed. Finks vokal ramte alt for mange gange forbi og afslørede, at han nok er en større sangskriver end sanger. Da der kom kor på, var der dog også fine stunder, som under ‘Mary’ der som syvende nummer efter en langsom opstart endelig fik gang i publikum.
Derefter var stemningen mere løftet, og Noah and the Whale ville ikke lade sig slå ud af moder jord: »Not even a volcano is gonna stop us from having a good time«. I stedet bad Fink publikum om at være ‘femte bandmedlem’ og synge med på ‘Two Bodies, One Heart’. Intentionerne var gode, men resultatet var fladt.
