Simon Gylden

Simon Gylden tager på anden del af sin planlagte trilogi livtag med selveste døden og sender, emnet til trods, ganske ubekymret tanker og historier af sted mod lytteren.

Man kan fornemme, at den talentfulde ‘gør det selv’-kunstner har siddet i hjemmestudiet og kreeret/defineret sin skramlede skæve folk tilsat elektronik ud fra devisen om, at man med skitselignende musikalske DIY-konstruktioner faktisk kan frembringe gode numre og ideer, som har noget på hjerte. Og det fungerer til tider ganske fint for hr. Gylden.

Eksempelvis har åbningsnummeret ‘Hey Dad’ netop den gode melodi med sig, hvor den simple guitarfigur fornemt støtter op om det fængende omkvæd. Samtidig ligger det elektronisk funderede skelet fint i baggrunden og trækker nummeret væk fra en forudsigelige singer/songwriter-tristesse, som nemt kunne have indfundet sig. Spændende og fængende.

Gylden giver generelt god grund til at lytte og fundere over både tekst og musikalsk univers, men samtidig er der mange numre, der bærer præg af, at de er kommet til verden på et forhastet grundlag. Men det definerer på den anden side Gyldens mentalitet: Her skal være plads til skitser og skabeloner ad libitum, for at de skæve genialiteter kan udfolde og indfinde sig. Desværre sker det for sjældent her, hvilket medfører, at de gode oplevelser bliver undtagelsen nærmere end reglen.