Wareika

Det er et slidt buzzword indenfor genren, men det giver mening at kalde Wareikas lyd for meget organisk. Afrundet, melodisk deep house med alverdens menneske- og naturskabte lyde, arkiveret og systematiseret af computere.

Henrik Raabe, Florian Schirmacher og Jakob Seidensticker har floreret på house-scenen i to år, er blevet remixet af Ricardo Villalobos og udgivet på blandt andet Connaisseur og liebe*detail. Deres debutalbum starter ekstremt stærkt ud med den groovy og dansable ‘Men Village’, ‘Descending Ascending’ og den marimba-bestrøede ‘Baracuda’. Den tyske trio brillerer i den der jazz-ting med at få det svære til at lyde let, flydende og uforceret. Jazz-viben fortsætter i en improvisatorisk omgang med toner, hvor deres laptops akkompagneres af guitar, keyboard, live sessions og fri musikalitet. Det akustiske og intuitive er flettet ind i tunge beats og stramme, maskinelle kompositioner.

Det fremadskuende og progressive projekt brydes dog midtvejs af to nostalgiske fremmedelementer, der kompromitterer den ellers excellerende helhed. Den Balkan-truttende ‘One Nation’ skurrer som hvinet fra en gammel trækhest. Skarpt forfulgt af et malplaceret cover af The Doors. Jeg havde håbet aldrig at skulle relatere The Doors til Hamburg-baseret house (eller noget andet egentlig), og udfaldet bekræfter den dårlige idé.

‘Formation’s sidste skæringer slutter lige så overbevisende af som albummets start med et mere introvert univers med vokal, som brydes op af et to og et halvt minutter langt klaverstykke, som afslører en tåget bro mellem klassisk og elektronisk musik.