Band of Horses

De ansatte på det legendariske Seattle-baserede pladeselskab Sub Pop må indimellem rive sig grundigt i fuldskægget. På det seneste har der nemlig tegnet sig et billede af, at selskabets bands skrider, når succesen er kommet i hus. The Shins og The Thermals er allerede smuttet, og på Band of Horses’ tredje album står også de på egne ben, på frontmand Ben Bridwells nydannede selskab.

Det er dog næppe kunstneriske uoverensstemmelser, der er skyld i bruddet, for ’Infinite Arms’ lægger sig helt naturligt i forlængelse af det forrige album ‘Cease to Begin’. Det er således stadig ærkeamerikansk guitarrock omkring Bridwells karakteristiske skingre vokal, der udgør fundamentet, selv om man sporer lidt højere humør gennem de 12 skæringer.

Det gælder for eksempel den solbeskinnede ørehænger ‘Dilly’, som med stram rytmik og effektiv ‘call-and-response’-sang lader sig helt i poppens vold. Eller det helt igennem corny country-nummer ‘Older’ der kalder på armkrog, men hvis trestemmige omkvæd samtidig er umuligt ikke at holde af.

Alligevel er jeg ikke fuldstændig solgt, for man småkeder sig flere gange på især de langsommere numre, og albummets problem er, at der bortset fra den lysere stemning ikke føjes noget nyt til bandets ind imellem lidt ufarlige univers. Derfor bliver albumtitlen næsten ironisk, for det virker netop ikke til, at Band of Horses har et uendeligt arsenal af sangskrivningsvåben, men snarere et par stykker som de så til gengæld mestrer til perfektion.