Beach Fossils
Der er sommer og strandfest i musikken. Store stykker af melodisk vraggods fra surfpoppens glansperiode er kastet langt ind på årets musikalske kyster. Tænk blot på Surfer Blood, The Drums, Real Estate og nu også Beach Fossils. Alle leverer naiv, charmende og lettilgængelig sommereskapisme, der som små varme sukkerknalde kan banke dig i letpåklædt solstemning.
Beach Fossils’ univers er skramlet og analogt men har en umådelig besnærende og charmende intimitet, der balancerer mellem båndlagte følelser og friheden under en åben sol. Trioen fra Brooklyn befinder sig i den sagte, svævende og let distortede ende af den naivistiske surferpop. Deres minimalistiske lydtapet styres af karakteristiske surf-riff og programmerede trommer, mens forsanger Dustin Payseurs vokal sammen med korstykker er hevet bag i lydbilledet og pakket solidt ind i filtre, så det nærmest lyder som om, det er optaget under vand.
På 34 minutter rives lytteren igennem albummets 11 numre. Alle holder samme drømmende tempo, men ‘Twelve Roses’, ‘Vacation’ og ‘Golden Age’ fungerer som kåde fuckfingre til livets realiteter og opfordrer lytteren til at stikke en cigabøjs i kæften, hoppe på cyklen og hamre ud på tilfældets kringlede landevej.
Hos Beach Fossils lever den stiliserede og naivistiske 50’er-surfpop sammen med 00’ernes frivole hipster-ideologi. Det er letfordøjeligt, har kant og coolness og nydes bedst i varmen under sol. Og selv om trioen er en del af en større musikalsk bølge, formår Beach Fossils at finde deres egen solrige plet på stranden.