Born Ruffians

Når der dumper et nyt album fra et ungt canadisk band ind i postkassen, kan man efterhånden nærmest automatisk plukke adjektiver som ‘kringlet’, ‘skæv’, ‘underfundig’ og ‘finurlig’ frem fra den indre harddisk.

Selv om de skingre high life-guitarer og nervøse postpunk-rytmer kan minde om Vampire Weekends lyd, så er Born Ruffians sværere at nå ind til. Det er ganske enkelt lidt mere knudret. Tag blot ‘Sole Brother’ hvor teksten om søskendejalousi – »Sometimes I wish I was a sole brother« – smart åbner op for en homo-fonisk dobbeltydelighed ved at lade andenstemmen i omkvædet erklære sin kærlighed til soulbrothers som Raekwon og Ghostface, alt mens bas og trommer spiller så elliptisk, at man skulle tro, det var et funk-sample.

Endvidere rummer ‘Say It’ en bunke åndssvagt gode sange som ‘Oh Man’, ‘Higher & Higher’ og ‘Nova Leigh’, som alle kommer til at rangere blandt mine favoritter i år, og så er den underlige ‘Come Back’, hvor temaet til ‘Sesame Street’ moduleres om som bluessang, ikke en gang nævnt endnu. Nogle gang krydser Born Ruffians over i det enerverende som på ‘Retard Canard’ og ‘Blood, the Sun & Water’, hvor spas og leg tager overhånd. Men ingen er perfekt, selv om ‘Say It’ kommer tæt på.