Nikolaj Nørlund

Det minder om en mindre raptus. I hvert fald har Nikolaj Nørlund oven på sidste års ‘Tid og sted’, hans første dansksprogede album i seks år, tilsyneladende fået hul på bylden. For her godt et halvt år senere følges den veloplagte langspiller op af en ep, der dog gør tingene lidt anderledes.

Hvor ‘Tid og sted’ var velturnerede rockløjer, så eksperimenteres der i denne omgang mere med formen, ikke mindst ved at tænde for synthesizeren der farver udgivelsens fem numre. Det er med til at skabe et andet, mere syntetisk rum, der ekkoer svagt af 2000-albummet ‘Hvad er det der sker?’. Også fordi sangene er løsere i strukturen end på den fokuserede forgænger, uden at den grundlæggende melodisans af den grund er forduftet.

Mest umiddelbart indtageligt er åbningsnummeret og singlen ‘Den første’, der fermt kombinerer køligt distingveret synthpop med Nørlunds velkendte poetiske dyder. De tre efterfølgende numre er gedigne uden at være epokegørende, inden man når til den anden kronjuvel i sangkvintetten i form af den unisone ‘mentor møder mentee’-duet ‘Mellemrum’ med Jacob Bellens fra I Got You on Tape. Her er der dømt meditativ drømmepop med afdæmpet akustisk guitar, blidt snirklende keyboardakkorder og rytmeboks. Som et lille eftertænksomt, zen-agtigt klap på kinden man ville ønske varede længere end to minutter og 50 sekunder.