Teenage Fanclub

Her er en dårlig og en god nyhed. Den dårlige nyhed er, at Teenage Fanclub har lavet en ny plade, der ikke helt kan leve op til gruppens allerbedste bedrifter. Den gode nyhed er, at Teenage Fanclub har lavet en ny plade.

De skotske meloditryllekunstnere er tilbage, og selv om det altså ikke er i topform, er det stadig med en lyd, som de færreste kan ramme, selv om mange prøver. For de ikke indviede kan jeg afsløre, at det drejer sig om en moderne udgave af Big Star – stærke, fængende riff, melodilinjer så søde at de giver huller i tænderne og vokalharmonier, der sidder lige i fucking skabet. For det meste i hvert fald.

Svagheden ved ‘Shadows’ er nemlig ikke, at der mangler nogle af de ovenstående ting, men bare at de ikke er der i en overflod. Numre som ‘Shock and Awe’, ‘Sometimes I Don’t Need to Believe in Anything’ og ikke mindst den fremragende førstesingle ‘Baby Lee’ kan således sagtens klare sig i en intern Teenage Fanclub-bagkatalogkonkurrence. Sidstnævnte er i øvrigt et skoleeksempel på, at der en fin linje mellem, men en verden til forskel på, kedelig tweepop og sprudlende powerpop.

Men altså, der også nogle kedelige numre på det her album. Sange der simpelthen ikke er specielle nok til at ligge på en Teenage Fanclub-udgivelse, og derfor kan man, som fan af bandet, ikke undgå at være en smule skuffet. Det er som om, at det lige bliver en tand for tilbagelænet i momenter, og det er der ikke rigtig nogen grund til. Når det så er sagt, vil ‘Shadows’ sikkert stadig optræde på min liste over årets bedste plader, når det bliver mørkt og decemberkoldt igen. Den vil bare ligge lidt længere nede, end jeg på forhånd havde regnet med.