Grafisk Musik

Da Kerouac og co. i beat-epokens spæde år formåede at få folk op af stolene i lige dele glædesrus og raseri, skyldtes det i høj grad, at ‘ordet’ stadig var farligt. Selv de allermest frisindede kunne endnu både forarges og fascineres af poetens provokatoriske udladninger akkompagneret af et jammende jazzensemble. Men sådan er tiderne jo ikke ligefrem længere. Nu både kan og må man sige alt, og betingelserne for spoken word og jazz poetry er således blevet noget vanskeligere.

Grafisk Musik gør dog noget ved sagen. Selv om Jesper Dahl (eller Jokeren som vi bedst kender ham) ikke bruger store floromvundne analogier eller romantisk dvælen ved sprogets skønhed som en anden Jørgen Leth, er han til gengæld nærværende og ærlig over for sit publikum. Et publikum der formentlig kan genkende den kærlige omfavnelse af en efterhånden svunden ungdomskultur, som var for ung til det gamle Montmartre og i dag er for gammel til ‘Paradise Hotel’. Og en ungdomskultur der forstår, hvorfor Sid Vicious havde en nerve, som Tokyo Hotel aldrig vil ramme, uanset hvor meget de forsøger. 

Jesper Dahl leverer i det store hele en omgang observante og ofte humoristiske eftertænksomheder til lyden af en jammende jazz-trio (bas, trommer og keys), mens man som lytter bare kan sidde og nikke indforstået til tematikkerne på ‘Gammelfar’ og ‘Voksen er det nye ung’.