Micah P. Hinson

Det her er muligvis det kedeligste album, jeg har hørt i år. Det hele starter med fire minutters instrumental kammermusik – så er tonen ligesom lagt an. Og den ellers i visse kredse højt skattede singer/songwriter redder den aldrig rigtig i land igen.

På skæring nummer to, som godt nok er et tilforladeligt lille stykke musik, synger manden »The world spins round and I don’t care anymore«. Udskift ‘world’ med ‘record’ og du har et uheldigt forvarsel på, hvilken stemning jeg hurtigt bliver sat i.

Det er en gammel sandhed i musikverdenen, at når ideerne er ved at være væk, kommer strygerne på banen. Og der er mange strygere på den her plade. Plastret ud over den ene langsomme sang efter den anden, og selv de få halvgode numre som for eksempel ‘My Good, My God’ får lige et touch.  

I ganske få momenter skinner en vis inderlighed igennem, men den drukner i overdreven patos. Og det værste er, at det ikke engang virker helhjertet. Hvis jeg vil være nedtrykt på en højtidelig måde, kan jeg gå til en begravelse – ikke sætte en plade på.

Og så har jeg ikke engang nævnt den 12 minutter lange katastrofe af et støjeksperiment, som afslutter albummet. Det er malplaceret og ikke i nærheden af at være godt. Og det rammer egentlig denne udgivelse meget godt ind. Kom igen Micah, det kan og har du gjort meget bedre.