Mathew Jonson

Jeg tror, det har gjort canadiske Mathew Jonson godt at rykke mod mere sydlige himmelstrøg – Berlin og Goa – for hans debutalbum er en meget stor, meget gul smiley. Det er ikke techno for dystopi-aficionadoer og sortøjede nihilist-ravere. Og ja, det er altså Jonsons debutalbum under eget navn, selv om han har oparbejdet et anseeligt bagkatalog siden 2001.

De finurlige og drilske melodier – Mathew Jonsons signatur, om man vil – er der stadig, men hvor han førhen har bevæget sig i mere kantede og dystre lydlandskaber, er der nu lyst og energisk.

‘Thieves in Digital Land’ er et fantastisk klubnummer, balancerende perfekt mellem en legesyg, melodiøs tværfløjte og en dynamisk, muskuløs baslinje. Sidstnævnte er generelt Mathew Jonsons hovedfokus og begavelse. På ‘Sunday Disco Romance’ imiterer canadieren en art obskur undergrundsflyder fra de disco-glade start-80’ere.

Mathew Jonson-fans vil måske overraskes over albummets rolige midte, som flyder ud i lige dele ambient og neo trance. Det er smukt, men kedeligt. Der går lidt for meget Goa i den og lidt for lidt Berlin. På næstsidste nummer, det kontrastfyldte ‘When Love Feels Like Crying’, finder Jonson dog niveauet igen og spiller undervandspianobobler op ad en kantet bas. Det metalliske og arytmiske titelnummer runder af og optegner ‘Blade Runner’-lignende kulisser og illustrerer endnu et komma i en blændende spændevidde.