Drivan

Der er ro, plads til eftertænksomhed og alle mulige gode grunde til at smække benene op og lade sig falde ind i Drivans nedbarberede musikalske univers. For selv om den svensk/finske kvartets debut hedder ‘Disko’, så er det naivitet, sentimentalitet og små herlige bidder af folkpop, de serverer.

Musikken gør ikke stort væsen af sig. Albummet virker nærmest ufærdigt i sit haltende, skvulpende og monotone rytme. Sarte, hviskende svensksprogede vokaler, brudstykker af guitar og klaverakkorder vævet sammen med elektroniske loops danner primært det spartanske lydbillede. Det er rodet, skramlet og tilsyneladende trægt. Men de 11 skæringer folder sig med tiden ud som små perler af imødekommende intimitet. På forunderlig vis giver de nemlig lytteren plads til at smelte ind mellem vokalerne og melodierne. Man slapper af i kvartettens rolige selskab, og langsomt overmandes man af de charmende og stilfærdige numre.

‘Campingvagn’ og ‘Som en läderlapp’ er klart albummets svageste numre, men de overstråles af en række solide numre, hvor ‘Det gör ingenting’s småpoppede naivitet, eminente ‘Kämpa’ og søndagsstemningen på ‘Sönderslagna möbler’ skinner klarest.

Drivan laver musik til stille stunder. Til fridage eller cafe lattén på stamcafeen. Deres musikalske ærlighed minder om Quiet Village og deres lyriske klaverintimitet om Under Byen. De hviskende svage vokaler og den skramlede produktion er ved første ørekast kedsommelig, men ligefremheden kryber ind på én. Og med tiden kan man ikke undgå at være andet end begejstret for de sagte herligheder.