Blonde Redhead – med kedsomheden på lur
På forhånd kunne man have frygtet, at tirsdagens koncert med den engang så støjende artpop-trio Blonde Redhead kunne blive en lettere søvndyssende affære. Bandets nyligt udsendte ottende album ‘Penny Sparkle’ er nemlig lyden af en gruppe på en cocktail af valium og antidepressiver – en behagelig klinisk buzz uden de store udsving på humørbarometeret.
Og ganske rigtigt bestod godt og vel halvdelen af sættet af sange fra den nye plade. De var smagfulde, lød lækkert og desværre også ret så kedelige. Undtagelserne var ‘Here Sometimes’ og ‘Not Getting There’, som også er blandt de stærkeste på ‘Penny Sparkle’.
Heldigvis var der andre ting at glæde sig over: Den stemningsfulde sceneopsætning med nervøst flakkende glødepærer, Amedeo Paces formidable arbejde på guitaren og Kazu Makinos stemme, der flød som et genfærd over de musikalske vande, mens hun dansede rundt med en syret, hvid hestehovedmaske. Og når bandet kastede sig ud i perler som ‘Falling Man’, ’23’ og ‘Spring and by Summer Fall’, blev man for alvor mindet om, hvor bjergtagende og originalt et bekendtskab Blonde Redhead kan være, når de skruer op for tempoet og lader guitarerne gøre arbejdet.
I sidste ende trak det dog ned, at trioen havde valgt at spille så mange sange fra ‘Penny Sparkle’. Ingen tvivl om at nogle af dem klæder en Blonde Redhead-koncert. Der skal bare ikke være for mange af dem. Koncerten var derfor splittet mellem splintrede øjeblikke af højtflyvende skønhed og et halvt dusin sovepiller, der fik én til at drømme om flere lækkerier fra det bugnende bagkatalog.
