Neil Young

Denne plade er kun blevet udgivet, fordi Neil Young er Neil Young. På den anden side: Nu hvor Neil Young er Neil Young, så skal han da bare udgive den plade, han har lyst til. I dette tilfælde vil det sige otte skæringer med en stærkt personlig stemme og god gammeldags, herligt høvlende, labert larmende motionering af guitarfingrene. Med en guitar i hånden har Young aldrig haft travlt med at snøvle sig færdig, og når det som her er pakket ind i producer Daniel Lanois’ diskrete, atmosfæriske lydflader og effekter, gør det slet ingenting.

På nøglenumrene ‘Angry World’ og den akustiske ‘Love and War’ synger Young, hvis ikke som en af sin generations mægtigste sangere, så en af de vægtigste. »I sang about justice, and I hit a bad chord, but I still try to sing about love and war«, erkender han, og uanset om guitaren klager, knurrer eller klimprer, uanset om han synger kærligt, frustreret, selvransagende eller skriftende, om ungdommens narkotikaindtag eller om sin familie, lyder han som en mand af sin alder. Det lyder stadig som om, det kræver visse strabadser at hive stemmen op i falset. På den gode måde.

Da Young præsenterede pladen for en gruppe nære venner, var det i Daniel Lanois’ hus på et godt anlæg med lyset slukket. Og det er sådan, den bør høres. Neil Young laver som 64-årig ikke musik, der åbner sig og omfavner lytteren. Det er musik, der bør puttes i hørebøffer, med kroppen sat i hvilepuls. Alligevel er han ikke på ‘Le Noise’ så svært tilgængeligt, som han kan være. Han er eksperimenterende, men vedkommende og dvæler ikke for længe ved sin nyfundne økologiske besættelse, der gjorde hans sidste udspil uspiseligt. Young skærer her helt ind til benet, og selv om hans 34. studiealbum ikke som sådan føjer noget nyt til hans legende, holder den legenden spillevende.