of Montreal
At have fået et ton skrigende, pangfarvet maling kylet lige i fjæset er den umiddelbare følelse, der rammer én efter at have lyttet til of Montreals seneste skive. Kort sagt er der ikke meget nyt under solen. Et væld af kæk lyrik og funky basfigurer, kombineret med en spraglet idérigdom, er alt sammen genkendeligheder på kvintettens tiende studiealbum, der, ikke overraskende, byder på endnu en omgang sprælsk og overgearet indiepop.
Der er tale om en slags delikat flabethed på mange af albummets skæringer, hvor den flamboyante frontmand Kevin Barnes halvt talende og halvt falsetsyngende blandt andet fortæller syrede sex- og kærlighedshistorier på ‘Our Riotous Defects’ og ‘Godly Intersex’, ligesom han vrøvler om »unicorns eating baby meat« og »female erection« på ‘Like a Tourist’. Det er pokkers underligt men fungerer langt hen ad vejen særdeles fint på grund af en absolut smittende melodiøsitet i størstedelen af sangene.
Desværre er det nogen gange svært at finde hoved og hale i den vanvittige kreativitet, og den ellers iørefaldende popvildskab går derfor hen og bliver en kende rodet, som det især er tilfældet på afslutningsnummeret ‘You Do Mutilate?’. Det gør på mange måder albummet til et forvirrende bekendtskab, og det er forbandet ærgerligt, når man ved, hvor gode popsnedkere of Montreal er.
‘False Priest’ fremstår derfor slutteligt som endnu en omgang solid indiepower fra et af nutidens mest farverige grupper, der dog godt kunne tåle at skabe lidt større sammenhæng i deres virvar af musisk kreativitet.