We Love
Pladeselskabsmutter Ellen Allien har eftersigende håndplukket italienske We Love til Bpitch Control efter at have set en koncert med duoen. En sceneoptræden, der sejt blandede populærkulturelle referencer fra mode, film og musik med kitschede sort/hvide kostumer, var nok. Formen er også på alle måder hip, men indholdet og holdbarheden halter på italienernes debut.
We Loves projekt er ellers prisværdigt. De vil smelte klubtracks sammen med tilbagelænet easy listening. Visse steder lykkes det med et mix af hviskende vokaler, resolutte beats, haltende guitarriff, summende synth og catchy, harmoniske melodier. I de bedste numre letter musikken og når tottede skyhøjder i en melankolsk programmeret inderlighed, mens vokalerne folder sig hjerteskærende ind og ud af beats og rytmer. I længden bliver ens opmærksomhed dog kold, og man opdager, at duoen serverer en tynd kopisuppe.
Hvor numre som ‘Our Shapes’, ‘Even If’, ‘No Train No Place’ og den instrumentale ‘Cruise Control’ faktisk vidner om unikt potentiale og en selvstændig nerve, så er We Loves inspirationskilder generelt for tydelige. ‘Ice Lips’ lyder som en uptempo kopi af The xx, mens flere numres brug af synth giver en støvet, retroagtig bismag af de foregående års electro-eskapader.
We Love kunne snildt have presset mere selvstændig kvalitet ned i debuten. Momentvis viser de nemlig et talent, der berettiger en kontrakt med det ellers så kvalitetsbevidste Bpitch Control, men i stedet for at dykke hårdt ned i indholdet sopper de for meget rundt i formen.