Black Milk

Black Milk tog et kvantespring med sin seneste skive ‘Tronic’. Her trådte produceren og rapperen ud af sine forbilleder J Dilla og Pete Rocks skygger og satte sig forrest i feltet med en fuldfed, futuristisk funky og fandenivoldsk sound, som simpelthen slog én sidelæns. Det samme formår hans fjerde album desværre ikke. Det er et stærkt og solidt udspil, men også stillestående hvad udvikling og opfindsomhed angår.

Der er med andre ord stort set ingen overraskelser at hente på albummet, der heller ikke byder på den bunke bangers, vi ellers er vant til fra Black Milk. Til gengæld er der masser af musikalsk overskud, forfinede detaljer og radbrækkende rimerier, som gør det til et gedigent genhør. Og Detroits stolthed skal roses for at have færdigudviklet sin rå og rustikke rytmebund, der river og flår i øregangene, når de næsten orkestrerede produktioner med lag på lag af tunge tribal-trommer, beskidte basgange og skævvredne synths slår sig løs.

Men mens rapperens flow formår at følge med de teknisk krævende beats, er det sjældent teksterne gør det samme. Der er ofte for lidt på spil i Black Milks rimunivers, bortset fra den dramatiske og drøjt dragende ‘Distortion’ hvor døden paradoksalt nok er med til at skabe nyt liv hos både rimsmeden og beatmageren Black Milk. Netop derfor er der håb forude om, at han snart folder sit fulde potentiale ud i stedet for at nøjedes med en smittende stilstand.