Chiddy Bang
Hvis du nogensinde har tænkt over, hvordan hiphop ville lyde, hvis den muterede sig med indierock og elektronisk pop, har du svaret her. Chiddy Bang bragede igennem lydmuren med singlen ‘Opposite of Adults’ (som har solgt en halv million eksemplarer og er set af mere end seks millioner på Youtube), hvor de lystigt samplede hipsterne MGMT’s hit ‘Kids’.
Nu har duoen fra Philadelphia så skarptskåret skabelonen helt og aldeles på ep’en ‘The Preview’. Her blendes blasfemisk potente beats med electropoppede synths, luftigt smittende melodilinjer og insisterende indie-samples. Chiddy Bang har sågar inviteret den croonende krøltop Darwin Deez med på den bittersøde ‘Bad Day’, mens superstjernen Pharrell sidder med på sidelinjen af singlen ‘The Good Life’, og Q-Tip viser habile evner som hook-leverandør på den frenetiske festhymne ‘Here We Go’.
Der mangler både tekstlig og musikalsk dybde, bevares. Det samme gælder kunstnerisk kant. Til gengæld er det kompromisløst udført, underholdende, effektivt og energisk. Der er tale om potent pophop, hvor der intet gøres for at skjule de tabulignende forfængeligheder eller fængende tilbøjeligheder. Og den slags er sgu svært at sidde stille til eller at overhøre.