KT Tunstall

Historien om skotske KT Tunstall er desværre ved at udvikle sig til en lidt for typisk musikbranchefortælling. Den småfolkede 2004-debut ‘Eye to the Telescope’ var en langsom, men kolossal succes med et samlet albumsalg i omegnen af fire millioner. Album nummer to, 2007’s mere polerede ‘Drastic Fantastic’, holdt gryderne nogenlunde i kog og solgte i omegnen af en halv million eksemplarer. Tre år senere skal hun forsøge at lokke masserne tilbage til truget.

Om ‘Tiger Suit’ vil få salgskurven til at søge op ad igen, tvivler jeg dog på. For ganske vist er sangskrivningen fnugfri og udførslen professionelt tjekket. Men samtidig virker hele albummet underligt ufokuseret og flaksende. Det er nærliggende at tolke det som et tegn på en kunstnerisk søgen. Som en kunstner der – muligvis under pres fra omgivelserne – har forladt sit signifikante udgangspunkt og nu lidt retningsløst leder efter et nyt udtryk.

Resultatet er et voldsomt kommercielt voksenpop-album, der arbejder hårdt på at klemme nye ørehængere ud af maskinen, men som med sine høflige melodier, pæne studieproduktioner, følelsesforstørrende strygere, konfliktsky skønsang og totale fravær af overraskelser minder skræmmende meget om den dræbende kedsommelige besynger af middelklassens villa-genvordigheder: Kollegaen Dido. Lyspunkter som den hektiske ‘Come on, Get It’, den sofistikeret arrangerede ‘(Still a) Weirdo’ og den mildt hallucinerende afslutter ‘The Entertainer’ forhindrer dog med nød og næppe, at det går så galt her.