Zach Hill
Det lader til, at der generelt findes to typer album, når trommeslagere skal lege på egen hånd. Der er dem, hvor talentet bag trommerne får lov til at klatre frem og vise sine (mange gange mangelfulde) evner som sangskriver, og så er der dem, hvor de rytmiske færdigheder dyrkes og slippes løs som et bæst i stil med The Animal fra ‘Muppet Show’. Fjerde album fra Zach Hill, som normalt tæsker gryder i duoen Hella, og hvis deltagelse hos en række eksperimenterende californiske kunstnere tegner en både lang og obskur liste, tilhører afgjort den sidste kategori.
Der er nemlig en grund til, at Hill går under kælenavnet ‘Blæksprutten’ blandt sine kolleger. For på mange af de 13 numre her, leveret i et åndenødsfremkaldende højt tempo, lyder det som om, manden har flere lemmer til rådighed end de fleste. Men Hills ærinde synes ingenlunde at være show-off men med guitarer, vokal og computergenererede effekter og loops at lave et adrenalinpumpende album med skæve sange med vanvittige rytmeskift og en diskant lyd-ekskursion hist og pist.
En side af mig elsker denne kompromisløse attitude, bare at hamre uanfægtet løs. Til gengæld bliver den del af mig, som vil identificere sig følelsesmæssigt og intellektuelt med musikken, ikke belønnet. Så uanset hvor imponerende den hysteriske tromme-virtuos udfoldelser er, så lyder ‘Face Tat’ som et album, det har været betydelig sjovere at lave, end det egentlig er at lytte til.