Bear Hands

MGMT lever ikke forgæves. Det er en af de første tanker, der melder sig, når man byder Bear Hands inden for i stuen til 34 minutter i selskab med deres semi-psychede indierock. Det ville dog være for let at affeje den New York-baserede kvartet på baggrund af deres åbenlyse slægtskab til bysbørnene i MGMT – på ‘Burning Bush Supper Club’ spiller Bear Hands på mere end blot psychrockens tangenter og leverer således en regulær smeltedigel af det sidste årtis indie-genrer.

På de 11 skæringer holder Bear Hands et højt variationsniveau fra den sløvt pacede falsetsang på ‘Crime Pays’ til den mere klassisk indierockede ‘Blood and Treasure’. Pladens stærkeste numre er de nærmest funky ‘High Society’ og ‘Tablasaurus’, mens ‘Wicksey Boxing’ og afslutteren ‘Tall Trees’ på fin vis udfylder rollen som melankolske sjælere. Der er med andre ord noget for enhver smag, og det er faktisk ‘Burning Bush Supper Club’s største hæmsko. Repertoiret spænder bredt og er skarpt skåret, både lyd- og længdemæssigt, men det medfører desværre også, at det samlede indtryk bliver overfladisk og rodet – selv efter mange gennemlytninger.

Selv om Bear Hands kan deres håndværk, er debuten en kende anonym. De korte numre savner simpelthen originalitet og kompositorisk substans. Bear Hands’ melodiske anretninger er lækre men byder ikke på megen udfordring for lytteren og virker i længden for kalorielette.