Brian Eno

Det er efterhånden mange år og plader siden, Brian Eno udgav sine helt store klassikere. En del af de mange plader har været gode, men ingen har været på niveau med hans genredefinerende ambientalbum fra slut-70’erne og start-80’erne eller med hans klassiske artpop-udgivelser fra starten af 70’erne. Alligevel er der mange, der har haft ekstra store forventninger til det nyeste skud på stammen. Albummet er nemlig hans første på det legendariske og stadig toneangivende engelske pladeselskab Warp.

Man kan imidlertid ikke påstå, at albummet ubetinget repræsenterer en ny musikalsk begyndelse for Eno. Omtrent halvdelen består af sindssygt velproducerede ambientflader med dygtigt håndspillede instrumenter indover. Mere klassisk Eno bliver det vel ikke?

Albummet er imidlertid blevet til i samarbejde med electronica-musikeren Jon Hopkins og guitarist med mere Leo Abrahams, og deres respektive udtryk fylder rigtig meget i det samlede billede. En del af numrene er domineret af technoide trommeprogrammeringer, postrock og moderne electronica. Samspillet mellem de elementer og den mere klassiske ambient fungerer upåklageligt og bidrager med en kærkommen friskhed til Enos output.

Alligevel er det ikke et nyt hovedværk, men det er noget af det bedste, Eno har lavet i mange år. Musikken er lige så elegant som coveret.