dOP

Den franske trio er omgivet af farverige balloner på deres Myspace og har en kæk, humoristisk omgang med tingene – også debutalbummets titel. For det er ikke er et opsamlingsalbum i gængs forstand. Alle tracks er såmænd, med undtagelse af to, nye og uudgivne.

dOP, bestående af Clément, Dam og JAW, bevæger sig i samme musikalske trosretning og lydlandskab som Wareika og Ost & Kjex. De har også rødder i de akustiske genrer og genererer sammen jazzet soulhouse med organiske grooves og gennemgribende vokal. En mere bevægelig form for klubmusik med reelle live performances, der sikkert er mere ophidsende for mange klubgængere end en introvert dj’s mekaniske hovedryk. Og dOP henrykker netop live med kulørte briller, bar hud og eksplosiv energi.
Det kan der dog også ligge en skrøbelighed i. For lydbilledet får umiskendeligt et andet udtryk, når det komprimeres ned til albumform, og man ikke er så heldig at have de tre franskmænd hoppende rundt hjemme i stuen. Det veloplagte og mangfoldige udspil, som gæstes af adskillige akustiske musikere og et makedonsk symfoniorkester, er nemlig også en rodet affære, som afsøger ethvert verdsligt instrument og mangler stilmæssig stringens.

En anden smagsmæssig krydsvej ved denne afgrening af housegenren er den omfattende brug af vokal og lyrik. Der bør vel ikke være lavere standarder for den slags inden for elektronisk musik? Desværre roder vokal og lyrik hos dOP ofte rundt nede mellem sokkeholderne, på trods af et højt og komplekst musikalsk niveau.