My Chemical Romance
Da My Chemical Romance i 2006 fik hul på stadionrock-karrieren med ‘The Black Parade’, fløj albummets koncept henover hovedet på skeptikerne. Fortællingen om frontmand Gerard Ways fiktive, kræftsyge og døende patientkarakter var da også en forudsigelig potensforlænger af bandets hidtil så gotisk formørkede emo-eksteriør.
MCR har tydeligvis villet distancere sig fra imaget som en teatralsk pseudo-dødskult for teens’n’tweens. Fjerde album løser problemet som en postapokalyptisk rockopera om Californien i 2019, hvor den technicolor-klædte Killjoy-bande leger med laserpistoler og muskelbiler. Mellem sangene rabler piratradio-DJ’en Dr. Death Defying om løst, fast og den dødbringende sol.
Ifølge ham er Killjoy-lyden »louder than God’s revolver and twice as shiny«. Det er MCR anno 2010 i en nøddeskal: Over-the-top fremtids-rock’n’roll med et energiniveau så tårnhøjt, at selv stesolider i drinksene ikke ville spolere havefesten, hvor reminiscenser af Queen og Blink-182 tørner sammen i hektisk, men godmodig lyd-brydekamp.
Produktionen halter desværre pletvist. Det radiovenlige mellemtone-område favoriseres naturligt, mens rytmebunden indimellem negligeres foruroligende. Bassen forsvinder i de mest stakåndede stunder, mens trommerne undertiden rikochetterer umotiveret rundt i mangel af det punch, de burde besidde. Bedste eksempler er den ellers forrygende singleforløber ‘Na Na Na’ (se videoen!) og så ‘Party Poison’, hvor en ilter japanertøs skriger stemningen i gear.
Albummets 54 minutter burde også have været rundbarberet, så man eksempelvis undgik den kvalme fællessangsinvitation ‘Sing’. Heldigvis retfærdiggør encoren, den hysteriske ‘Vampire Money’, hvor bandet giver den som en 380-volts udgave af The Stooges, det meste, inklusive en lettere radioaktivt bestrålet optagelse af ‘The Star-Spangled Banner’ forinden.