Paul Smith

Kele fra Bloc Party og Brandon fra The Killers har gjort det i år, og nu har Maxïmo Park-frontmanden Paul Smith også besluttet sig for at stå på egne ben med et soloalbum. Indgangsvinklen for ‘Margins’ er de kasserede, lidt langsommere sange, som ikke ville passe ind i Maxïmo Parks ligefremme guitarrock.

På denne platform af soveværelsesindspillet vokal, guitar og udefinerbar rumklangsstøj krænger Paul Smith sine kærestesorger ud. Desværre for Paul Smith er der ikke langt fra pine til pinligt, og de ultranærgående, tilnærmelsesvis stalkerlignende tekster om Newcastle-sangerens forhold er mere frastødende end indbydende. Linjen »Your flesh collided with mine« fra ‘Strange Friction’ fremkalder eksempelvis mere billeder af et samleje mellem to kolde våde koteletter end øm elskov på et hotelværelse i New York.

Undervejs i albummet bliver vi præsenteret for Paul Smiths uinspirerende sangskrivning i flere afskygninger. På ‘North Atlantic Drift’ og ‘Dare Not Dive’ sparker han halvhjertet til de forkullede rester af britpoppen, men det er dog de hamrende kedelige akustiske numre som ‘This Heat’ og ‘Pinball’, der rammer bunden.

På toppen af de tvivlsomme tekster og det uinteressante lydtapet har vi en hullet produktion, så det er intet under, at denne plade er udgivet på Paul Smiths eget nystartede pladeselskab Billingham Records.

Det eneste positive, undertegnede har at sige om dette album, er, at Paul Smith har genoptegnet grænsen mellem melankoli og tudeprinseri.