Talons

Talons betyder oversat kløer, og det er netop lange negles vold, man som lytter kan føle sig forvist til, når ørerne udsættes for albumproduktet af den debuterende sixpack fra Hereford. De river og flår ubønhørligt som raseribesatte rovdyr, mens genrependulet som en anden dommedagsklokke svinger ildevarslende over dem, fra math- over postrock til metal og retur igen.

Danske Pad & Pen Records har opsnappet Talons for næsen af Play/Rec, som ellers er oplagte mæcener til at udbrede de midtengelske, mismodige og instrumentale moltoner herhjemme. Man siger jo, at det konstant regner derovre, og gråsort nedbør drypper da også nedover det trøstesløse betonlandskab, som gruppen med disse skæringer opridser for det indre øje.

Besætningens to violinister yder sit til, at dramaet lurer om hvert et ekspressivt og uventet hjørne, og det løfter især albummets ti minutter lange kraftcenter ‘Hollow Depth’ igennem imponerende mange abrupte strabadser og knudrede passager. De opfølgende ‘Impala’ og ‘In the Shadows of Our Stilted Homes’ er ligeledes blandt højdepunkterne, hvor man stemningsmæssigt lige akkurat aner lys for enden af tunnelen, hvorefter Talons krøller håbet sammen igen med en stålarmeret og guitarknugende pansernæve. Grusomt og herligt på samme tid.

Den indlysende svaghed er, at arvemassen fra sekstettens favoritgenrer ikke lader sig splejse uden genvordigheder. Ofte fejder mathrockens ultradynamiske rytmesignaturer blodigt med postrockens traditionelt udstrakte, stemningsopbyggende forløb, og bandet kæmper undervejs med at finde den gyldne balance. Det er beundringsværdigt, når det lykkes, og heldigvis gør det oftere det end det modsatte. En smal, men indiskutabelt glimrende debut.