British Sea Power

Stadion, kraut, punk, indie, støj – kær rock har mange navne og gud ske tak og lov for det. Uheldigvis har British Sea Power kærlighed til det meste og præsenterer på deres fjerde album for ti kr. blandet syntetisk rockslik med dårlig sangskrivning og guitareffekter som hovedingredienser.

Ret skal være ret, og jeg ikke blot respekterer men beundrer det lidenskabelige gåpåmod og opråb imod genregrupperinger, som dominerer moderne rockmusik. Når det så er sagt, er BSP’s mission smuk af sjæl, men aldeles fejlslagen. Den jammerligt tågede produktion med ekstra blus på guitaren sætter en stopper for både nerve og melodi, og sanger Neil Hamilton Wilkinson borer med sin aldeles gennemsnitlige vokals mangel på nærvær hul i de sidste rester af den synkende britiske skude.

Helt galt går det på den mærkværdige sjæler ‘Baby’ med klokkespil, utydelig vokaltosomhed og instrumental tourettes leveret af både guitar og strygere. Heldigvis giver BSP et enkelt lys i mørket, i form af det syv minutters lange epos ‘Cleaning Out the Rooms’ hvor de mange modstridende musikalske elementer endelig mødes i en sød symfonisk symbiose.

Efter godt en times tid er det hele slut, og man føler sig ligesom den ensomme klovn med sin kæmpestore guitar foran en menneskeforladt arena. Tom indeni.