Nikolaj Nørlund

Siden Nikolaj Nørlund i 1996 gjorde det okay igen at synge på dansk, har han været flink til jævnligt at aktivere vores danske og internationale kulturarv. Denne gang har han været i beverding-jukeboxen og fundet seks klassiske danske pophits, som han fremfører ene mand med guitar. Han spiller sjusket og synger kun delvist rent, men begge dele er med garanti bevidst og tilføjer autenticitet. Eller hvad man nu skal kalde det.

Målet er givetvis at befri disse sange for deres skræl af kolonihavekitsch og lade dem træde frem så nedbarberede og simple som muligt, så vi opdager, hvilke storartede popsnedkere landet gemmer på. Det virker eminent på John Mogensens ‘Ensomhedens gade nummer 9’, som også Claus Hempler har optrådt med. Og det virker på Birgit Lystagers ‘Smilende Susie’, der forvandles til svingende blues.

Nørlunds blåtonede melankoli løber som en rød tråd gennem pladen, og produktionen er med rigelige mængder rumklang strålende og bidrager til nøgenheden. Men numrene kommer simpelthen til at lyde for ens, og det klæder ikke Grethe og Jørgen Ingmanns ‘Slentre gennem regn’ at få filet sin slæbende jazzfeel af sig. Og Lecia og Luciennes ‘Rør ved mig’ er stadig ikke spændende.

Halvdelen af numrenes melodier er ikke danske, ligesom flere tekster blot er fordanskninger af originaler. Så hvis det er meningen, at der skal åbenbares danske sangskatte, er konceptet hullet. Heldigvis undlader Nørlund at tage det for alvorligt. Ep’en lyder som en stiløvelse, og det er interessant som en sådan. Men heller ikke mere.