- Deres ikoniske duet oser så meget af sex, at den først måtte spilles i radioen efter klokken 23
- Fra bedste pik til årets fald fra tinderne: Vi uddeler Soundvenue Awards til 2025’s underligste popkultur
- Han skrev nummeret efter et breakup, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at hun kom krybende tilbage
The Streets
På Twitter har Mike Skinner af flere omgange udtrykt, at han allerede er blevet træt af næste måneds længeventede og sidste The Streets-udgivelse og derfor har følt sig kunstnerisk nødsaget til at lave gratis-mixtapet her og udsende det selv online. Med vanlig ironisk distance har han nedtonet forventningerne ved at beskrive musikken som ‘uendeligt repeterende’ og teksterne som ‘uforståelig non-sense’. Heldigvis er det kun en delvis korrekt karakteristik.
Lyden ekkoer på mange måder debuten ‘Original Pirate Material’ med den kompromisløse blanding og poppede fortolkning af tidens elektroniske strømninger. Men her er der ligeså meget stof til hjernen, som der er hårde rytmer til hofterne. Gode eksempler er åbningsnummeret og ‘Too Numb’. Enkelte numre byder dog på halvslatten produktion og lyrisk tomgang, hvor ekstern censur ville have gavnet.
Men faktum er, at Mike Skinner excellerer i at skildre dagligdagen med skarpsindige og humoristiske ordspil, fængende hooks og anarkistiske musik-miskmask af dupstep, UK-garage og grime. Det er tydelig på ‘4 O’Clock’ og ‘Minding My Own’. Til en forandring er der en masse gæsteoptrædener, og det klæder ham i den grad at være i spil med andre lyntunger. Og på ‘Don’t Hide Away’ med grime-hovedet Wiley slås det fast, at hans undergrundslegitimitet ikke er at kimse af.
Hvis man skal dømme ud fra denne overskudsudladning af et mixtape, kan fans se frem til et brag af et finalealbum og indtil da lindre utålmodigheden med ‘Cyberspace and Reds’.
The Streets. 'Cyberspace and Reds'. Album. Egen udgivelse.