Trust

Hvis det lyder som en Sisyfos-opgave at yde kompleks progmetal respekt i en tomands-besætning, kan man nu med udgivelsen af danske Trusts albumdebut tro om igen. Det er nærmest en kamasutra-manual udi netop det.

Duoens lyd er, trods det minimalistiske guitar/trommer-setup, maksimalistisk, kompromisløs og beskedent sagt mere monumental, end man skulle tro det muligt. Den eksisterer i en DNA-pøl, hvor stonermetal indgår i en fyrig ménage à trois med mathrock og så den førnævnte prog og avler hårdtslående ADHD-befængte bastardbørn med gåpåmod, vildskab og ikke mindst virtuositet en masse.

I forhold til så mange andre bands i genren ender de to københavnere aldrig i den grøft, hvor de indviklede instrumentøvelser kammer over i musikalsk onani. Der er altid en rygrad af mening og melodi i kaosset. Lyrikken kredser om naturens voldsomme kræfter og menneskets skala i det uendelige univers. Det er svært ikke at føle en lille smule ærefrygt overfor Trusts kuldslåede og tusmørke kosmosportræt.

Især imponeres jeg over albummets anden halvdel, hvor de forrygende og episke ‘Landing on the Ziggurat’ og ‘Orion Mystery’ flankeres af et par sammenbidte mavepumpere som ‘Eight Lights’ og ‘Eerie Aurora’. Her virker optakten – den første halvdel – til sammenligning lidt mere ubalanceret og rå. Lukkeren ‘Vimana’ er til gengæld en lise for ørerne. Her slukker Henrik Hald for strømmen til guitaren, mens han synger en lille sci-fi-vuggevise om Jorden og menneskets evolution.

Trust skal helt sikkert opleves live, men de kan være tilfredse og stolte af debuten, som fint transponerer deres energi over i albumformat.