Telekinesis

Under dæknavnet Telekinesis spiller sangskriveren Michael Benjamin Lerner en art old school indierock, ikke helt ulig kunstnere som Spoon og The Hold Steady, der burde appellere til os nogle-og-30-årige, der kan huske, da ‘Nevermind’ udkom. Ligesom på den selvbetitlede debut har Lerner på efterfølgeren fået hjælp med produktionen af Chris Walla fra Death Cab for Cutie, der karakteristisk nok sørger for en luftig og stringent lyd.

Men hvor debutalbummet ‘Telekinises!’ mere tydelig fremstod som én mands værk, så lyder det nu i højere grad som om, der står et band bag, sandsynligvis som et resultat af at Telekinesis i livesammenhæng er blevet udvidet til en kvartet. Kompositorisk er det et skridt fremad.

Omvendt fremstår sangene mere glatte. Umiddelbart fængende, jovist, men også ornamenterede og lettere kalkulerede. Og det er hornbrille-musik på den belastende måde, når Paul Simon namedroppes på ’50 Ways’, eller når ‘Please Ask For Help’ bygges op om det genkendelige riff fra The Cures ‘Just Like Heaven’.

‘Dirty Thing’ burde retfærdigvis blive et crossover-hit a la Spoons ‘The Underdog’, men hvis man har hørt den mere rå 7″-udgave, er den skuffende poleret til sammenligning. Det får mig til at tænke, at Lerner ikke helt har fundet den rette ramme for sit helt indlysende talent for at snedkerere melodier. Forhåbentlig ligger Lerners store stund stadig foran ham.