Bob Hund

Bob Hund sover aldrig. Men den springer heller ikke de famøse fem meter op i luften på seneste långspelare. Når man har tilgivet de gale svenskere det, indrømmet, konceptuelt småskægge, men æstetisk horrible omslag, blotter syvende album sig som en naturlig fortsættelse ovenpå sidste kapitel. Det betyder, at guitarerne, som ellers dominerede før comebacket i 2009, fortsat er stillet lidt i skammekrogen til fordel for en stoledans mellem kraut-workouts med elektronisk indsprøjtning og blæserinficeret højdramatisk kabaretrock.

Roserne først, så er Bob Hund stadig uovertrufne, når de som på den blatant Kraftwerk-tilbedende ‘Lite av varje för ingen’ mosler motorisk og støt derudaf. Singlen ‘Popsång (Mot min vilja)’ bør tillige fremhæves som et, i strid med den trodsige lyrik, højdepunkt af sjældent skønhedssøgende karakter i Bob Hund-regi. En lille genistreg!

Modpolerne er titelnummeret og den voodoo-hypnotiserende lukker ‘I hamnens öga’, hvor Öberg skriger »Ny mening! Ny mening!«. Netop mening med galskaben, som er mere udtalt og -penslet end nogensinde før, er hvad man savner, oveni en god portion energi. Sjældent har Bob Hund været så modbydeligt alvorlige og trætte af alt, og netop det furepandede hjørne klæder dem virkelig ikke. Det er prætentiøst og patetisk og lyder i mest graverende tilfælde som en tyndbenet Kaizers Orchestra-pastiche.

På randen af den blå/gule rabiesbefængte køters runde fødselsdag leverer den sit hidtil mest ujævne album. Som med surströmming skal man være slemt Skåne-patriotisk for at guffe det her i sig ukritisk.