Nik & Jay

De har poppet champagne, cruiset i bredfælgede øser og inkarneret 00’ernes momentane økonomiske optur. Men ligesom så mange andre har Nik & Jay nu et indset, at penge kun er papir, succes ikke er uden omkostning, og at kærligheden overvinder alt. Lyder det en anelse klichéfyldt? Well, poppedrengene er allerede slået til riddere af overraskende, men ikke altid vellykkede analogier (»Jeg går hele vejen ligesom kapgang« og »tingene strammer som en fingerring« (‘Engle og dæmoner’)). Og selv om tonen denne gang er en anelse mere eftertænksom, er det meste, som det plejer.

Selvironi er fortsat en by i Langbortistan. Her annoncerer man uden at blinke, at man altid har følt, at man var noget specielt (i indledningen til den Ray Dee Ohh-samplende ‘Giv mig dine tanker’ der mest af alt lyder som et Gramsespektrum-outtake). Når man da ikke lige forsøger at reflektere over tiden, der er gået, sjusserne man har tyllet, dæmonerne man har battlet – og på de mere mørke bekendelser driver selvhøjtideligheden også ned ad væggene.

Men Nik & Jay er Nik & Jay. Og selv om ‘Mandag den 7. juni’, titelnummeret og ‘Bølgerne ved Vesterhavet’ er konsekvent udførte forsøg på at snige mere modenhed ind i formlen, punkteres de seriøse forsøg af de endimensionelle festnumre, ikke mindst de døgnflue-letlevende engelske numre ‘Your Body (Wrote This Song)’, ‘Crystal’ og ‘Moonlight’ hvor Black Eyed Peas discount-klingende mainstreamlyd desværre ikke har levet forgæves, samtidig med at Nik & Jays, indrømmet, sproglige særegenhed retoucheres fuldstændig bort.

Der er kort sagt en voldsom modsætning imellem de nye erkendelser og den fortsatte trang til at bade i penge og at pudse sit ego af offentligt i klæbrigt storladne vendinger. Derfor virker udvidelsen af indtrykket mest af alt som et imagemæssigt træk.