Panda Bear

Når man er frontfigur i Animal Collective og kommer til at meddele sit nye soloalbums ankomst næsten halvandet år, før det rammer gaden, er man selv skyld i de høje forventninger. Med dagen endelig oprindet er det uundgåelige spørgsmål om Noah ‘Panda Bear’ Lennox lever op til sine seneste to mesterværker, det fire år gamle soloalbum ‘Person Pitch’ og dyrekollektivets ‘Merriweather Post Pavilion’.

Svaret er nej. Kort sagt. Men det ville da næsten også være umenneskeligt at forlange. Og faktum er, at Lennox i det mindste leverer et fremragende forsøg uden at kopiere sin sample-tunge succes-skabelon. I stedet får han det ypperste ud af en relativt spartansk instrumentering, der primært byder på effektrige guitarer, trommemaskine og enkelte synthloops. Det mest gennemslagskraftige instrument er dog atter Lennox’ eget stemmebånd. Tag bare den brillante ‘Alsatian Darn’. Den lyder som fem forskellige sange klistret sammen, men når Panda Bear kloner sig selv og harmoniserer i sit ophøjede korregister, guider han lytteren sikkert gennem sangens vildnis.

Fra de taktskæve hiphop-beats på ‘Slow Mortion’ til det b(e)rusende pop-skumsprøjt ‘Surfer’s Hymn’. Fra den eventyrligt psychede, én-tone-klaverballade ‘Schehezerade’ til minimaltechno-afstikkeren ‘Afterburn’. Der er masser at vende tilbage til. Så selv om man momentvis kan kløjes lidt i albummets voldsomme rumklang eller savne detaljeoverfloden fra Animal Collective, så piller ‘Tomboy’ ikke ved Panda Bears status som en vor tids mest særegne sangere og sangskrivere.