Rainbow Arabia – for lidt indlevelse

Rytmikken dundrer bastungt og tribalt fra elektroniske apparaturer i hjørnet. Personen bag står nærmest ubevægelig. Indimellem bevæger han sig nervøst fra side til side og kigger ængsteligt ud mod publikum, men retter hurtigt opmærksomheden tilbage mod sine maskiner.

Ved siden af står forsangeren. Hun har netop sat sit korpus i bevægelse til tonerne af sin partners programmeringer og begiver sig nu ud i en kejtet og ret så stivbenet form for stammedans, alt imens hun efter bedste evne forsøger at holde styr på sine noget hysteriske vokaludkrængninger.

Det er tirsdag aften, og vi befinder os sådan cirka halvvejs inde i amerikanske Rainbow Arabias koncert på Huset i Magstræde. En koncert som mest af alt må betegnes som en ret så ynkelig opvisning i sceneoptræden, og som beskæmmes af et komplet umuligt band, der hverken kan finde ud eller ind i deres barnligt udforskende globetrotterpop. Ja, indimellem er det decideret pinligt at overvære den manglende synergi mellem de to gruppemedlemmer, og at forsanger Tiffany Preston flere gange prøver at involvere sin mentalt fraværende partner lægger kun yderligere alen til pinlighederne.

Bevares, der er da gode ideer og spændende rytmiske nedbrydninger undervejs i sættet. De hakkende desorienteringer i numrene ‘Jungle Bears’ og ‘Hais’ er højdepunkter. Det er de sukrede forsiringer på ‘This Life Is Practice’ også. Men gruppens kompositioner fremstår generelt ikke anderledes formuleret fra debutalbummet og forbliver koncerten gennem håbløst blottet for nærvær. »Fuck, det er stenet!«, udbryder en person til højre for mig. Tja, lidt indlevelse ville i hvert fald have hjulpet.