Atmosphere

I stedet for at fremtvinge letsindig ungdommelighed accepterer rap-gruppen Atmosphere, at man ikke kan løbe fra alderen, og at livet uundgåeligt sætter sine spor før eller siden. Det er den erkendelse, der er omdrejningspunktet på det nye album, som med rette kan betragtes som et tænksomt modstykke til det forrige anmelderoste og mere udadvendte ’When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold’. Men selv om citronerne er gode, forbliver de dog citroner i denne omgang.

Der er med andre ord skruet ned for fest og højt humør, og op for dyb selvrefleksion og skæbneaccept. Rapperen Slug holder nemlig rimene tæt på sit eget liv og beviser med en række betagende beretninger om sine laster og parforholdshovedpiner, at han mesterligt formår at forvandle ord til billeder, og at Atmosphere kan være noget helt enestående, når musik og tekst smelter sammen, som på den filmiske ‘Became’ og den episke ‘I Don’t Need Brighter Days’.

Selv om produceren Ants organiske, men undertiden enslydende, baggrunde ambitiøst pyntes til med sjælfulde guitar- og orgel-fraseringer, ender enkelte numre alligevel i ingenmandsland mellem steril blues og ligegyldig emo-hiphop. Og det er en smule ærgerligt, når Slugs flow i sig selv ikke altid formår at fænge og overraske. Ikke desto mindre er albummet et gedigent stykke velvoksent mandepatos, som sørger for, at Atmosphere’s integritet forbliver intakt.