Eels – En dag på kontoret for de eklektiske ål
»Boooring!« bliver der lidt uretfærdigt råbt cirka midtvejs i koncerten efter en ellers udmærket udgave af ‘Fresh Feeling’. Men den kontante afsender af råbet har ret i, at der i hvert fald mangler noget gnist hos Eels, der, som de står der på Store Vegas scene, minder lidt om en uheldig kombination af et ironisk Tarantino-soundtrack-band og husorkesteret fra et glemt 90’er tv-show. Solbriller, veste, overskuds-agtig blæsersektion og forsanger E med sit karakteristiske fuldskæg.
Salen er kun halvfyldt, og selvom billetprisen bestemt ikke er SU-venlig, er det nok ikke hele forklaringen på, at gennemsnitsalderen ligger en smule over de 30. Majoriteten af gæsterne er mænd hvis formative musikalske år lå cirka sidst i forrige årti, da Eels var eklektiske frontløbere og ikke faste leverandører til Shrek-soundtracks.
Koncertens første tre kvarter fungerede mest af alt som en opvarmningssession for bandet, der blandt andet leverede en (gymnasie-)funk-version af ‘Spider in the Kitchen’ fra ‘Daisies of the Galaxies’ og ‘Prizefighter’ med lidt mere bid. Det ret dedikerede publikum var med, selvom bandet kæmpede en smule for at finde hinanden.
Først med et legesygt cover af Sly & The Family Stones’ ‘Hot Fun in the Summertime’, og lidt senere fællessang på det klassiske 90’er-anthem ‘Novocaine for the Soul’, skabte bandet noget, der lignede den fest, som en stor del af publikum søgte. E løsnede stemningen lidt op ved at joke med bandets kinesiske jetlag, og intensiteten steg gradvist, indtil aftenen peakede med to omgange veleksekverede ekstranumre med den rørende ‘It’s a Motherfucker’ som højdepunkt.
Desværre er Eels live mest en kompetent, men monoton soulfortolkning af det stærke og finurlige bagkatalog – helt uden plads til de mange melankolske og eftertænksomme stunder, som formentlig har skaffet bandet den dedikerede fanbase, der aftenen i gennem gav solid opbakning på Vega. En dag på kontoret med en smule forløsning til sidst
