Herman Dune

Herman Dune har altid været et band, der har været meget svært ikke at holde lidt af, men samtidig lidt svært at holde meget af. Stilen læner sig op ad Bob Dylan, Leonard Cohen og Silver Jews, uden sjældent at nå samme højder, men altid eksekveret med stor og smittende charme i et behageligt og adstadigt tempo.

Den franske duos nu tiende album er eftersigende det første, som ikke er skrevet i forbindelse med turnévirksomhed, og det vinder pariserne på. Under titlen ‘Strange Moosic’ har David-Ivar skrevet det hidtil mest sammenhængende – grænsende til konceptuelle – album om sit forhold til musik og andres forhold til hans forhold til musik, hvilket går lige i hjertet på en musiknørd.

Med lidt poppede hooks, en sjat jangly guitarfigurer og David-Ivars humoristiske hverdagslyrik er ‘Strange Moosic’ et yderst indbydende album, hvor man altid føler sig i godt selskab. Albummets to bedste skæringer finder man i ‘Tell Me Something I Don’t Know’ og ‘Ah Hears Strange Moosic’, hvor specielt sidstnævnte imponerer med sine ørehængende korarrangementer.
Disse to sange er henholdsvis tracklistens første og andet nummer, så desværre falder kadencen en smule undervejs, om end ’Monument Park’ og ’Your Love Is Gold’, hvor countryrocken mere end blot kysser overfladen, også bør fremhæves.