Butcher The Bar

Vinden i bladene på de sommergrøne træer lægger lige nu soundtracket til tilblivelsen af denne anmeldelse. Pladen er for længst glemt. Det var måske ikke den mest elegante indgang til at fortælle om, at britiske Joel Nicholson netop har udgivet sit tredje album, men en meget fin metafor for at fortælle at de 11 skæringer på albummet blot er varm luft, der ikke bemærkes, med mindre man virkelig lytter efter.

Butcher The Bar knæler godmodigt foran singer-songwriternes alter, uden noget tegn på personlighed eller særegenhed. På korset hænger Elliott Smith, Paul Simon tøffer rundt i præstekjole og bagerst kan man ane en organist i skikkelse af Sufjan Stevens. I dag bliver synderne ikke tilgivet. Bevares, Joel Nicholson er selvfølgelig en dygtig musiker. Hans fornemmelse for at skrue en ørehængende melodi sammen er til stede, og han har samtidig også smidt horn og strygere ind forskellige steder. Det bliver bare aldrig rigtig andet end pisse hamrende kedeligt.

Numrene klistrer sammen som en udtværret bolledej, teksterne kommer aldrig ind under huden, og konstant lyder klagekoret fra de misbrugte idoler i baggrunden. Den eneste følelse der for alvor bliver affødt ud af ligegyldigheden er afsavnet af album som Sufjan Stevens’ ‘Illinoise’ og Elliott Smiths ‘Figure 8’ i stedet for at høre denne afdankede X-factor version.