Liam Finn

Det er noget besværligt noget det med forventninger. Nogle bliver tynget af det, andre blomstrer. Med en far som succesfuld popkunstner (Neill Finn, Crowded House), er det naturligt at gå i samme fodspor. Ærgeligt er det for sønnike at flere ikoner sidenhen har betrådt denne musikalske pløjemark over årene, og i stedet for at træde sit eget, eller hvile trygt i en andens aftryk, tramper han febrilsk lidt rundt i dem alle sammen.

Over ti forsøg prøver Liam kræfter med masser former for udtryk. Drømmepop, lo-fi psychrock og folkpop er altsammen en del af Liams pærevælling. Guitaren medfølger stort set altid, men gerne i mange forskellige varianter, ligesom de banale tekster er et gennemgående irritationsmoment.

På trods af den totale stilforviring, har Liam alligevel fået fornemmelsen for fængende melodier ind med modermælken, og på albummets mest gennemførte og bedste nummer, den 50’er-poppede ‘Cold Feet’, stråler talentet om kamp med farmands, imens Alphabeat i hjørnet bliver grønne af jalousi.

‘The Struggle’ virker ligeså vild og uforudsigelig som en cirkusklovn på heroin, men omkvædets omfavnende sødme overbeviser hurtigt om, at det hele bare er en leg. Og måske er det hele bare en leg for Liam. Det virker desværre for det meste som en leg, der kun er sjov for ham selv.