Shanghai – udtryk eller reference?

Shanghai har over sommeren fået en stor portion opmærksomhed i de danske musikmiljøer. Og det har været utrolig interessant at følge den måde, bandet er blevet omtalt og beskrevet på. Shanghai dyrker nemlig en højtidelig 80’er rock og popstil med masser af rumklang, synthflader og højtravende følelsestematik. Den slags splitter gerne vandene. Nogen elsker 80’er-fornemmelsen med al dens storladne, fremmedgjorte, popkulturelle dysterhed, andre synes det er for patetisk og prætentiøst.

Man kan derfor let komme til at gøre en koncertoplevelse til en test: Klarer de sig igennem storladenheden eller bliver det for meget? Det var imidlertid noget andet, der faldt mig i øjnene under koncerten i Huset lørdag aften. Om følelsesmaskinen virker eller falder til jorden er i høj grad afhængigt af, hvordan man forholder sig til selve det, at musikken er så retro, som den er. Dens form og udtryk er lånte fra en anden tid.

Jeg tror, at Shanghai har potentiale – ‘Smoke and Mirrors’ er unægteligt en fængende popsang – men det stor spørgsmål, som koncerten efterlod var, hvor de vil hen med retroen. Det afspejler sig på mystisk vis i deres stil: Den sorte opknappede 80’er-skjorte og korset i det ene øre. Man kender det, man ved, hvor det kommer fra, og man har vænnet sig til retromoden, men hvad laver det kors egentlig i det øre? Er det et genuint udtryk eller bare en reference? Det spørgsmål stillede sig også denne aften i vejen for musikken selv, som aldrig fik vist, hvad den vil med 80’er-sproget. Desværre kom den dermed til at lyde ureflekteret og ukritisk.