I Got You on Tape

I et halvt årti har I Got You on Tape været Danmarks måske bedste band, men efter tre formidable album på stribe er sejrsstimen desværre slut for denne omgang. For hvor gruppen på deres ti nye sange måske selv hører spændende popflirt, skæve udfoldelser og modige træk, hører jeg lidt for ofte blodfattig poprock, steril produktion og fejlslagne eksperimenter.

Nuvel, man kan finde positive overraskelser på ‘Truth and Solitude’ med dens effektive ABBA-agtige klaver og på ‘Stereo’, hvor Jacob Bellens med succes giver den som flabet, metroseksuel frontmand. Og titelnummeret besidder den nerve og mørke, som kun kvartetten kan levere, når de er bedst – her med en simpel repetiv guitar og ildevarslende orgel. Men når vocoder-balladen ‘Beneath a Cloud’ modsat den ligesindede ‘The Impulse’ af The Flaming Lips dumper med et brag i sit forsøg på at skabe smuk synergi mellem menneske og maskine, får man rynker i panden. Dog et tilgiveligt fejlskud i modsætning til ‘Song For Euros’, ‘Highwater’ og ‘Springsteen’, der mest af alt bare giver tunge øjenlåg.

Man kan nemlig være for eller imod bandets udvikling væk fra det frodige og organiske og mod det mere synthpoppede, men bekymrende er deres pludselige mangel på mesterlige melodier. Og så kan hverken Bellens unikke vokal eller digteriske kvaliteter (her med referencer til Beck og Pink Floyd) for alvor vende skuden. Lad os krydse fingre for en snarlig tilbagevenden til deres sædvanlige magiske niveau.