Mastodon

Med ‘Crack the Skye’ fra 2009 transcenderede Mastodon for alvor metalmiljøet og blev, hvis ikke allemandseje, så i hvert fald et band, som de fleste musikinteresserede kendte og havde en mening om. Men hvis ‘Crack the Skye’ var Mastodons sixtinske kapel – en formfuldendt musikalsk fortælling gennemtænkt ned til mindste detalje – så er ‘The Hunter’ nærmere at sammenligne med en fotocollage. Et album, der stritter i alle mulige retninger, men alligevel tegner et billede af Mastodon, deres historie, og ikke mindst deres gigantiske musikalske udvikling.

Der er noget befriende uhøjtideligt og legesygt ved albummet, der kan beskrives som et sammenkog af tendenserne fra de seneste tre plader serveret i mere letspiselige bidder. Der er genhør med den progressive epik fra ‘Crack the Skye’, elementer af ‘Blood Mountain’s maniske og kompakte sangskrivning og ikke mindst en solid dosis af ‘Leviathan’s tunge og gyngende rifforamaer. Det nye ligger i tilgangen til sangene.

Albummet er lavet i samarbejde med producer Mike Elizondo, der mest er kendt for sit arbejde med mere poppede kunstnere som Eminem, Pink og Maroon 5, og det samarbejde har udover kortere sangstrukturer i højere grad sat fokus på den melodiske vokal.

På trods af de klare referencer til tidligere materiale skabes der derfor alligevel nye musikalske mutationer, og albummet føles nyskabende og udforskende. Det ville være nemt at kalde ‘The Hunter’ for et mere mainstream-søgende album end forgængerne på grund af de kortere sange og det stigende fokus på vokalen, men reelt set er Mastodon præcis lige så ekstreme, absurde og brilliante, som de altid har været. De er bare blevet så meget mere elegante til at iblande nok guitar- og vokalhooks til, at man ikke helt fornemmer, hvor meget genial galskab, der rent faktisk ligger og bobler under overfladen.