Lou Reed & Metallica ‘Lulu’

I omslagsnoterne til Lou Reeds historiske practical joke, ‘Metal Machine Music’ fra 1975, hævdede han at have opfundet heavy metal, og at albummet netop repræsenterede genrens yderste konsekvens. En halv menneskealder senere lever vitsen på pervers vis videre i samarbejdet, der bærer kælenavnet ‘Loutallica’.

Metallica og Lou Reed sammen er et hult drøn af to velpolstrede franchises, der clasher med et desværre ringere resultat end summen af delelementerne. Et musikalsk ‘Alien vs. Predator’, om man vil, eller lyden af to ronkedorer, der i et rørende anfald af enighed har morgendiarré over kors.

Metallica redder æren nogenlunde som oftest velspillende og overskudsflashende lejesvende, der blot synes grotesk fejlcastede, mens Reed fremtoner som en runken, vrøvlende bums, der tilfældigt er snublet ind i studiet, mens den rigtige frontmand er gået ud for at pisse. Der er lidt Mark E. Smith over faconen, Reed leverer linjer på, men hvor Smiths volatile backingmenageri i The Fall som regel har understøttet ham æstetisk, er Lou og rødderne et lige så dysfunktionelt mix som olie på vand.

James Hetfield punkterer Reeds ordflom med improviserede punchline-omkvæd. Det fungerer pletvist, men når han brøler, at han er et bord (!) på ‘The View’ efterlades lytteren med en eneste tanke: Gu’ er du røv, James. Du har kun to ben og et åndssvagt skæg. Og få så tøjet på igen. WTF-faktoren topper dog på ‘Frustration’, hvis rette varebetegnelse nærmere er ‘Metallica shreds’.

Det monumentale makværks eksistensgrundlag er efter denne halvanden times Himalaya-proportionerede hybris ligegyldig. Lou, vi er ligeglade med, om det her akkompagnerer beundringsværdig, avantgardistisk og provokerende teaterkunst fyldt med vold, mord og skandalesex. Det sutter stadig æselboller.