Rustie

Med sit første album har Rustie præsteret noget, der ligner en musikalsk genskabelse af Damien Hirsts berømte millionværk, det diamantbesatte platinkranium. Alt er overdrevet, næsten vulgært, men du elsker det, fordi det glimter og glitrer på den helt rigtige måde.

Hirsts genistreg var at forene det ypperste fra to verdener: Det absolutte symbol på forgængelighed pakket ind i forblindende rigdom, evige diamanter. Det er den ultimative popkulturelle idé. Rustie har begået en lignende genistreg. Den mest identitetsfragmenterede og postmoderne musikalske stil fremstår i poppens sødeste og mest ekstreme effekter.

Hvordan gør han det? Aquacrunck, wonky og progressiv rock møder dance, videospil og pop. Højst komplicerede rytmer og trommemønstre hopper og danser, mens højspændte, metal-agtige guitarsoli og lyse, berusende synths blæser derudaf. Gennemmanipulerede vokaler drukner og kvæles i et galgenhumoristisk bip-bip-spil. Og så er albummet spækket med uimodståelige melodier og funky bas. Det utrolige er, at Rustie gang på gang skruer op for energien uden at det falder fra hinanden. Den forblindende glitter holder på uhyrlig vis forfaldet på afstand.

I modsætning til de ravey 90’er-referencer i meget af tidens elektroniske musik har Rustie fundet en måde at se fremad. Og han rammer en form, der er exceptionelt moderne og uden lige i sin samtid. En ny slags hedonisme, hvor selv døden glimter henrivende smukt, og sorgens tårer skærer i dine øjne som små skarpe diamanter.