The Echo Vamper
Musikhistorien er fyldt med dem – de såkaldte ‘real life couples’. Bare se på Sony & Cher, Jack & Meg og ABBA. Det samme gælder for aarhusianske Iza Montag Freund og britiske James Brook fra The Echo Vamper.
Lige fra det første hektisk høje, stroboskopblinkende tempo på åbningsnummeret ‘Faster Moving Traffic’ ved man, at The Echo Vamper vil provokere. Men selv om Iza Montag benægtende vrænger ‘This ain’t no disco!’ på nummeret med selvsamme navn, er The Echo Vampers debut-ep spækket med langt mere disco end Talking Heads.
The Echo Vamper vil ravefeste. De næsten for 80’er-kitschede synthezisere, der pinger ud i ekkoende bølger og danner maniske, pitchede melodier igennem alle ep’ens fem numre, blandes med gungrende guitarriffs og hektiske trommer. James Brooks hidsige produktioner er som skrabet hen over ru asfalt, men selv om det er trashet og kitsch, klinger de beskidte melodier alligevel pokkers cathcy.
Men problemet er netop, at Iza Montag Freund gennem alle ep’ens eksplosionsnumre konstant lyder som en vrængende og hysterisk, klar-til-den-lukkede Debbie Harry. Hvad der nok skulle fremstå som sexet og forførende på duoens første single ‘Lover’, kommer til lyde så teatralsk, at det virker påtaget og hult. Man tror ikke på det.
Med deres rå mængder af rebelsk fuck you-attitude, vil The Echo Vamper gerne hænge ud i samme trash-skumle baggård, som eksempelvis Sleigh Bells. Men man kan ikke rigtig lade være med at tænke, at The Echo Vamper til tider lyder lidt mere som den slags bands, der står på toppen af en industribygning, mens rulleteksterne i en amerikansk teen-flick fra 90’erne drøner ned af skærmen.