The Field

På sit tredje album betræder The Field aka Axel Willner nye territorier Det er stadig electronica a la ambience møder techno, men denne gang er lyden mere fyldig, akustisk og varm. Albummet står helt klart i ledtog med den varme house, som er strømmet ud af alverdens soveværelser de seneste par år. Men Willner er ældre end den bølge, det kan man godt høre.

Hans anliggende er ikke varmen og det melankolske velbehag i sig selv. Hans fokus er nærmere en underliggende cirkulær struktur i musikken. Det drejer sig om relativt store cirkler, der strækker sig over hele fraser, så det lyder mere som rundgange end loops. Hør for eksempel åbningsnummeret ‘Is This Power’, hvor synthesizerne markerer cirklens længde.

Så snart bassen kommer på, bemærker man, hvordan loopets længde giver plads til et nærmest funky groove. Samtidig lyder det lidt som et band, der spiller åbningsfrasen på et nummer igen og igen, fordi de venter på deres forsanger, som har drukket sig fuld backstage.

Denne besynderlige spændingseffekt er interessant, men genererer også en underlig sløvhed, der gælder albummet generelt. Trommerne er livlige, men ikke ivrige, synthfladerne er brede, men svæver aldrig, og bassen er funky, men byder ikke op til dans. Det danner ofte en mærkelig venteposition, som om musikken danser om den varme grød. Man savner en forløsning, hvor man får lov at tænke »aha, det var her, vi skulle hen«.