Trophy Wife

Der er en del opmærksomhed omkring britiske Trophy Wife. Trioen har udgivet to singler, og allerede tourneret med både Toro Y Moi, Crystal Castles og Foals. Bandet lægger sig komfortabelt et sted midt i tidens hjemmegjorte indie-disco og vil højst sandsynligt vinde enkeltes hjerter med deres bittersøde britiske melankoli.

Desværre fremstår Trophy Wife her på debut-ep’en aldrig hverken alvorligt dansable, egentlig triste, opløftende eller virkelig vedkommende. Ifølge eget udsagn lider alle tre medlemmer i bandet af søvnløshed, men for tre fyre, der næsten slet ikke kan sove, er der en besynderligt rolig og afklaret stemning i både sang og musik.

Numrene sættes fint og overbevisende igang med flimrende keyboards og insisterende disco-hihat, men ender i let tomgang. Der bør tages noget speed eller ryges hash. Enten eller. Jeg tror, det ville pynte på udtrykket. Der skal ødelægges noget, før det bliver interessant. ‘Bruxism’ – ep’ens titel – betyder ‘at skære tænder’. Det vil jeg undlade at muntre mig over.

I stedet vil jeg konstatere, at de tre medlemmers svære søvnproblemer ikke fører noget positivt med sig. Jeg forestiller mig, at stemningen er vildere, mere trist, tung, hidsig eller frygtindgydene, når man ikke har sovet i flere dage. Personligt ville jeg ønske, at musikken var endt som drøm og ikke som lidt for tynd eftermiddagskaffe. Derfor har jeg sendt Trophy Wife en håndfuld af min mors sovepiller med posten. Er man til ny, frisk og uskadeligt stilsikker musik er der dog intet i vejen for at anskaffe sig ep’en.