Brett Anderson

00’erne var generelt et dårligt årti at være 90’er-ikon i, og Brett Anderson var ingen undtagelse. Den engelske musikpresse glemte totalt, at Suede stadig eksisterede, og som solo-artist kunne man på Nibe Festivalen i 2007 se det androgyne britpop-ikon spille for højest 200 Breezer-bedøvede skuldertræk.

Men nu, hvor den produktive Anderson er klar med sit fjerde solo-album, ‘Black Rainbows’, ser det ud til at lysne. Både fordi sommerens reunion-koncerter med Suede gik over al forventning, og fordi pladen faktisk er ret god. Singlen ‘Brittle Hearts’ har masser af melodisk overskud og trods sine faretruende softrock-klingende guitar er ‘Crash About to Happen’ en fin og meget ligefrem popsang.

Anderson er stadig glad for mange af de elementer, der gjorde Suede og Placebos opdatering af glamrocken succesfuld, men formår at benytte dem smagfuldt. Kun på den dramatiske ‘Actors’ er det lige ved at tippe, men Anderson har karakter nok som sanger til at redde den hjem. Sangene og teksterne er i fokus, og det er heldigt, for dem har Anderson altid kunne skrive, selv om han ofte har gjort sit bedste for at skjule det. Stemningen er dyster og eftertænksom, men albummet drukner heldigvis ikke i Bowie-aspirerende overproduktion. Her er skåret ind til benet, men uden at det teatralske element, som man forbinder med Andersons bedste sange, helt mangler.